Mary taler med kendt tv-vært: Det er svært at acceptere
På lørdag kan man på DR følge årets Danmarks Indsamling, som handler om at hjælpe coronakrisens børn.
Kronprinsesse Mary har i forbindelse med indsamlingen talt med tv-værten Mark Stokholm.
Kronprinsesse Mary taler om børn
Kronprinsessen fortæller på kongehusets sociale medier om interviewet og sætter samtidig fokus på årets Danmarks Indsamling og på, at det ofte er de svageste og allermest sårbare, der bliver ramt hårdest af kriser.
- Der er desværre rigtig mange børn i verden, som har fået ændret deres liv på grund af langvarige nedlukninger som følge af corona. For mange af disse børn betyder skolen mere end uddannelse, den betyder også beskyttelse, lyder det fra kronprinsessen i teksten til billedet på de sociale medier, hvor hun også sætter fokus på, at børn, der ikke kan komme i skole, må leve et liv med større risiko for vold, overgreb, mangel på mad, prostitution, børneægteskab og risiko for at ende i ekstrem fattigdom.
Stigning i fattigdom
- Vi har i mange år set en nedgang i ekstrem fattigdom, og nu ser vi desværre en stigning for første gang i 22 år, kommer det fra kronprinsessen, der har mere på hjerte.
Svært at acceptere
- Nu ved de børn ikke, hvad der sker, for deres fremtid er uvis, og de står et usikkert sted. Det er svært at acceptere, at de må se deres drømme om en lysere fremtid vakle, siger kronprinsesse Mary som et godt oplæg til det interview, der kan opleves på DR 1 lørdag aften.