Lige før prinsesse Märtha Louise bryllup: Kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit kan fejre stor kærlighedsdag
De seneste uger har ikke været nemme i det norske kongehus, og slet ikke for kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit.
Den 4. august blev hendes 27-årige søn Marius Borg Høiby anholdt og efterfølgende sigtet for vold og hærværk mod en kvinde i en lejlighed i Oslo. Han skal afhøres af politiet i næste uge.
Kronprinsesse Mette-Marits søn fra et tidligere forhold er ikke den eneste i familien, der har trukket overskrifter den seneste tid, for der har også været mange skriverier om prinsesse Märtha Louise bryllup med Durek Verrett, der finder sted i næste uge.
Søndag den 25. august er det kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit, der midt i en svær tid kan fejre kærligheden. I dag er det nemlig præcis 23 år siden, at han blev gift med daværende Mette-Marit Tjessem Høiby.
I 2004 fik de datteren prinsesse Ingrid Alexandra, og året efter kom prins Sverre Magnus til verden.
Det norske kronprinspar mødte hinanden gennem fælles venner første gang i 1996 på Quartfestivalen i Kristianssand. Dengang var hun gravid, men skæbnen ville, at de to mødte hinanden igen tre år senere på samme festival. Ikke alle var lige begejstrede over at få en kronprinsesse, der var enlig mor og havde en broget fortid, men kærligheden sejrede, og søndag er det altså 23 år siden, at den norske kronprins fik sin prinsesse.
I den norske kongefamilie er man glade for at holde bryllupper i august. Prinsesse Märtha Louises bryllupsdag bliver den 31. august, mens kongeparret i sin tid giftede sig den 29. august.