Kronprinsessen med privat afsløring: Dette har Frederik hjulpet Mary med
Kronprinsesse Mary var forleden i Odense for at åbne byens store blomsterfestival.
I den anledning holdt kronprinsessen en tale, og i den kom hun med en sød og helt privat afsløring om et projekt, der har fokus på blomster og biodiversitet.
Kronprinsesse Mary glad for ny have
Kronprinsesse Mary fortalte i sin tale også om et helt privat have- og blomsterprojekt, som hun og kronprins Frederik tog hul på for et år siden hjemme i haven bag Kancellihuset i Fredensborg.
Hidtil har det ikke været fremme, at kronprinsen aktivt har taget del i kronprinsesse Marys store haveprojektet, som WWF Verdensnaturfonden blandt andet har sat fokus på tidligere på sommeren.
Frederiks medvirken afslørede kronprinsesse Mary dog med stor fornøjelse, da hun stod på scenen ved Odense Rådhus foran et talstærkt publikum.
Anlagde haven sammen med Frederik
– Nu er jeg jo ingen gartner, men for et år siden anlagde kronprinsen og jeg en del af haven hos os selv i Fredensborg til en vild have, og det har overrasket os, hvor meget glæde den vilde have bringer. Ikke kun synet af de mange skiftende blomster, men det er også en glæde med den summen og brummen af insekter, som boltrer sig i den del af haven, sagde Mary og fortsatte.
– Blomster er ikke kun smukke. De spiller også en vigtig rolle i forhold til at opretholde naturens biodiversitet, og det er noget, vi skal værne om, lød det fra kronprinsessen, før hun erklærede Odense Blomsterfestival for åben.