Kronprinsesse Mary efter kæmpe oplevelse: Det var både hyggeligt og festligt
Der har været fest og farver omkring det danske herrelandshold i fodbold det seneste års tid, der blandt andet har budt på masser af sejre i VM-kvalifikationen og på fornemme kampe ved sommerens EM-slutrunde.
Kronprinsesse Mary vild med fodbold
Dronning Margrethe nævnte EM-festen i sin nytårstale, og også kronprinsesse Mary havde EM-slutrunden i fodbold og det dejlige danske herrelandshold med i sin nytårs- og julehilsen fra Mary Fonden.
- EM i Fodbold i sommer kom på et tidspunkt, hvor vi virkelig havde brug for sammenhold. Og i Mary Fonden besluttede vi os til at bruge EM-slutrunden som anledning til at understøtte fællesskaberne, og derigennem bekæmpe ensomhed, lyder det fra kronprinsesse Mary i den særlige hilsen fra Mary Fonden, og kronprinsessen fortsætter.
- Sammen med DR, DBU og Østifterne opfordrede vi danskerne til at mødes og holde fodboldfest med naboerne på villavejen, i opgangen eller andre i lokalområdet. Og danskerne tog virkelig udfordringen op. Over hele landet blev der sat gang i Fantastiske Fodboldfester på væresteder, plejehjem, villaveje, campingpladser samt i fælleshuse og gårdmiljøer, kommer det fra kronprinsessen, der selv midt under EM tog del i en fodboldfest på en privat vej i Rødovre, hvilket var en kæmpe oplevelse.
Fed fest på villavej i Rødovre
- Jeg besøgte selv en af festerne på en villavej i Rødovre, hvor arrangørerne gerne ville bringe alle gamle og nye naboer sammen efter en tid med social afstand. Det var både hyggeligt og festligt at være med til, siger kronprinsessen i sin Mary Fonden-hilsen med et tilbageblik på et begivenhedsrigt 2021.
Du kan læse hele den særlige hilsen på Mary Fondens hjemmeside (Link fjernet).