Kronprins Frederik på følelsesladet besøg i Rønne
Kronprins Frederik var i flot uniform, da han fredag eftermiddag deltog i en højtidelig mindeceremoni i Rønne på Bornholm.
Her lagde den kongelige gæst en krans for at mindes de 10 bornholmere, der mistede livet ved bombardementerne den 7. maj 1945.
Et minuts stilhed
Under ceremonien blev der også afholdt et minuts stilhed i respekt for de faldne.
I forvejen var der på vegne af kongehuset blevet lagt en buket blomster ved mindepladen i Nexø for at mindes den Nexø-borger, som mistede livet der.
Afsløret af mormor
Mindestenen på Landemærket 26 i Rønne, hvor kronprinsen lagde kransen, er i poleret granit og blev afsløret af dronning Ingrid i 1985 på 40-års dagen for bombardementet i Rønne.
"Få dage efter Danmarks befrielse i 1945 indledte sovjetiske bombefly den 7. maj et angreb på den daværende besættelsesmagts krigsskibe omkring Bornholm. Under bombardementerne mistede 10 bornholmere livet, og i dag besøgte Hans Kongelige Højhed Kronprinsen et mindesmærke for de faldne i Rønne.
Mindestenen i poleret granit blev opført i 1985 på 40-års dagen for bombardementet i Rønne og blev dengang afsløret af Dronning Ingrid." skriver kongehuset til opslaget om mindeceremonien.