Kongeparret deltager i nær venindes fødselsdagsfest
Lørdag aften er der gjort klar til fest på Gavnø Slot. Forberedelserne har været i gang hele ugen, for baronesse Helle Reedtz-Thott holder 50-års fødselsdagsfest på Gavnø Slot.
Hun har i mange år været nær veninde med dronning Mary - faktisk var det ved baron Otto Reedtz-Thotts bryllup med Helle på denne dato i 2002, at danskerne for første gang så Mary ved Frederiks side i offentligheden.
Otto og Frederik havde på det tidspunkt allerede været venner i mange år, og derefter udviklede der sig også et tæt venskab mellem Mary og Helle. Mary var gudmor ved Helle og Ottos yngste søn, Holgers dåb, mens baronesse Helle stod fadder ved prins Vincents dåb i 2011.
Derfor var kongeparret næsten selvskrevet til baronessens runde fødselsdag, der bliver fejret på Gavnø Slot lørdag aften.
Her er temaet "Diamonds & Rosé".
Dronning Mary og Frederik er netop kommet hjem fra deres første sommertogt som kongepar. De lignede dog ikke et par, der var særlig mærkede efter fire dage på havet.
De strålede i deres festlige tøj, da de ankom til Gavnø som de sidste gæster: