Kongelig ekspert: Derfor var Per Thornit så vigtig for Frederik
Tidligere hofchef Per Thornit er død.
Thornit, der blev 82 år, var i en årrække en af dem, der var allertættest på den danske kongefamilie, først fem år som kontorchef i dronningens kabinetssekretariat, dernæst fra 1990 som sekretariatschef for kronprins Frederik og prins Joachim og til sidst hofchef for det daværende kronprinspar fra 2004 til 2010.
Per Thornit var dermed tæt på især kong Frederik i de år, der var udfordrende for den daværende kronprins, ligesom det var Per Thornit, der tog imod daværende Mary Donaldson og skulle hjælpe hende til rette i den nye tilværelse som kronprinsesse af Danmark.
Kongehusekspert Marianne Singer er ikke i tvivl om, at Per Thornit har haft en afgørende betydning for den nuværende danske konge:
– Han har været uvurderlig, simpelthen. Han har altid bakket op om kong Frederik, men har samtidig ikke været bange for at sige sin mening på en konstruktiv måde, så kongen kunne bruge det noget i sin udvikling, forklarer Marianne Singer og uddyber:
– Per Thornit fortalte i bogen "Under bjælken", at der altid har været en ærlig og åben tone mellem de to på Frederiks opfordring, og det er helt tydeligt, at Per Thornit har haft en forståelse for, hvor svært det af og til har været for kongen, og han har kunnet rådgive ham på en måde, som kongen har haft stor glæde af.
Per Thornits råd og hjælp har haft stor betydning for den mand, kongen er blevet. Det var i sin tid Per Thornit, der blandt andre holdt fast i, at den daværende kronprins skulle vove springet og kaste sig ud i uddannelsen til frømand uden at skele til risikoen for at fejle.
– Kong Frederik har haft brug for en, der sagde tingene lige ud og ikke bare var en nikkedukke. Samtidig har han haft brug for en at læne sig op ad, når de store beslutninger skulle træffes. Og det har Per Thornit uden tvivl været for kongen. Samtidig har han været en af kongeparrets tætteste rådgivere i nogle meget vigtige år, hvor de skulle finde deres vej som kronprinspar, lyder det fra Marianne Singer.
Kongeparret er dog ikke de eneste, der har nydt godt af Per Thornits rådgivning.
– Per Thornit har også været en nøgleperson for prins Joachim, blandt andet da prinsen gennemgik en skilsmisse. Thornit har haft stor betydning for både prinsen, grevinde Alexandra og senere prinsesse Marie, som han også har kunnet rådgive om stort og småt.
Fra han fratrådte som hofchef i 2010 har Per Thornit frem til tronskiftet i januar 2024 fungeret som ordensskatmester i kongehuset.
Han efterlader sig hustruen Ulla og to sønner.