Kongehuset deler særlige billeder: Her kom pressen ikke med
Kong Frederik og dronning Mary er lige nu i fuld gang med andendagen på deres sommertogt, som tirsdag har bragt dem til Ærø.
Parret ankom klokken 13 til Marstal, hvor de var sejlet med en chalup fra kongeskibet Dannebrog.
Her stod repræsentanter fra Ærø Kommune, borgere og pressen klar til at tage hul på den festlige dag.
Men inden velkomsten blev en række billeder taget af kongeparret, som nu bliver delt på kongehusets Instagram.
En række afslappede og ikke-opstillede fotos viser, hvordan Frederik og Mary storsmilende sidder i chaluppen, mens de sejler ind til Marstal.
– Tak for den flotte velkomst til Ærø, skriver kongehuset til billederne, hvor der også er delt en video.
I videoen ser vi, hvordan både sejlskibe og kitesurfere byder kongeparret velkommen til vands.
En tur på Vessel Finder afslører da også, at der lidt efter frokosttid var mange skibe i farvandet omkring Marstal. Blandt andet var der mange skibe fra Tyskland og Holland – og naturligvis også Danmark.