Kong Frederik og dronning Marys nyt titler får konsekvenser: Endnu et navneskift
Meget i kongehuset har ændret sig, siden dronning Margrethe i sin nytårstale afslørede, at hun ville abdicere to uger senere.
Det historiske tronskifte fandt sted den 14. januar, og siden har det nye kongepar brugt en del af tiden på at finde sig til rette i deres nye roller.
Det er ikke kun kong Frederik og dronning Marys egne titler, der har ændret sig som følge af dronning Margrethes beslutning.
I en pressemeddelelse oplyser kongehuset, at tronskiftet nu også får konsekvenser for navnene på Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet og Crown Princess Mary Center ved Københavns Universitet.
Fremover vil de hedde Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og Dronning Marys Center.
Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse åbnede i maj 2018 i forbindelse med hans 50-års fødselsdag. Her leveres tværdisciplinær og forskningsbaseret viden om offentlig ledelse.
Dronning Marys center åbnede i februar 2022, da hun fyldte 50 år. Det er et tværfagligt videnscenter, som finder nye løsninger på aktuelle samfundsudfordringer gennem partnerskaber mellem forskere og praktikere.
Kongehuset oplyser, at både kong Frederik og dronning Mary fortsat vil spille en aktiv rolle i centrenes strategi og udvikling.