
Kong Frederik og dronning Marys fester: Sådan holder de styr på gæstelisten

Kære Lene K.
Hvis der er noget, kongehuset har styr på, så er det traditioner, rang og ceremonier – det gælder ikke mindst gæstelisten til officielle gallamiddage, tafler osv. De ledende hofembedsmænd er dygtige og ofte meget erfarne, ikke mindst ceremonimesteren, som har ansvaret for planlægningen og afviklingen af hoffets festarrangementer, men kongehuset råder også en række nedskrevne procedurer, protokoller og lister, som anvendes, ligesom hoffet altid forholder sig til rangfølgen. Og så taler hofembedsmændene desuden med kongeparret, som kan have forskellige holdninger og ønsker til et specifikt arrangement, som kan kan have betydning for gæstelisten. Jo mere officiel en middag er, jo mere giver gæstelisten sig selv. Er den kongelige middag eller fest mere privat, bestemmer kongeparret i højere grad selv over både gæstelisten, rammerne og indholdet. Oftest er det "business as usual". I nyere tid har vi oplevet et markant traditions- og stilbrud, f.eks. i forbindelse med daværende prins Christians 18-års fødselsdag i 2023. Her inviterede kongehuset højst overraskende 200 helt almindelige unge samt flere yngre kulturpersonligheder fra hele landet med til gallataflet på Christiansborg Slot – formentlig for at markere, at den kongelige institution ønsker at være relevant også i fremtiden, men sikkert også, fordi det var fødselarens og hans forældres ønske.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).


