
Kong Frederik klar til stort besøg i Japan: Derfor rejser dronning Mary ikke med

Kongehuset har fredag i en pressemeddelelse oplyst, at kong Frederik og dronning Mary til marts tager på statsbesøg til Finland og fra den 31. marts til og med den 2. april er på statsbesøg i Frankrig.
Derudover skriver kongehuset, at kong Frederik den 23. - 25. april aflægger et tiltrædelsesbesøg til Japan, hvor han også deltager i den internationale verdensudstilling Expo 2025 i Osaka.
Derfor er hun ikke med
Selvom et tiltrædelsesbesøg er et yderst fornemt besøg, er det lige et lille niveau under et statsbesøg.
Det giver kongeparret mulighed for på et senere tidspunkt at aflægge et officielt statsbesøg i Japan, når de bliver inviteret.

Hvis det denne gang havde været et statsbesøg til Japan, havde dronning Mary med stor sandsynlighed været med.
Rejser sammen og hver for sig
Kongeparret har gennem tiden både rejst sammen og hver for sig, derfor er der ikke noget usædvanligt i, at kongen tager til Japan alene.
Kongeparret var den 21.-22. oktober sidste år på tiltrædelsesbesøg til den tyske hovedstad Berlin og hos det danske mindretal i Slesvig-Holsten.

Mindre formelt
Ifølge kongehusekspert Jon Bloch Skipper er statsbesøg i udlandet de mest omfattende, protokoltunge og traditionsrige og indeholder faste elementer såsom en officiel velkomst, gallamiddag, ordensudveksling, indlagte sted- og institutionsbesøg, erhvervs- eller kulturfremstød, sideløbende politiske møder og (afslutningsvis) en returmiddag.
Hovedreglen er som sagt, at der kun foretages ét statsbesøg pr. land under en regentperiode.
Ved et tronskifte anvendes derfor det mindre formelle og protokoltunge tiltrædelsesbesøg i forhold til de lande, som Danmark har tætte relationer til.
Uanset det enkelte officielle besøgs særlige karakter og indhold er dets overordnede formål altid at styrke relationerne imellem Danmark og det besøgte land.