
I helt nye rammer: Prinsesse Isabella har overtaget den fra sin mor

I anledning af prinsesse Isabellas 18-års fødselsdag den 21. april har kongehuset delt en stribe nye, overdådige billeder af prinsessen, og flere ting er værd at lægge mærke til.
Det er første gang, at vi ser Isabella med diadem og med elefantordenen, ligesom man på de nye portrætter også kan se hende bære et ordensportræt for første gang.

Et ordensportræt bæres kun af kvinder og er en personlig gave fra regenten.
Indtil tronskiftet bestod ordensportrættet af et billede af dronning Margrethe, men nu er det kong Frederik, der kan ses i ordensportrættet.
Ordensportrættet er omkranset af en flot ramme, og ifølge kongehuset har prinsesse Isabella overtaget sin ramme fra dronning Mary.



Den er i guld og er omkranset af skiftevis hvide perler og 12 små brillantkors, der refererer til Dannebrogsordenen.
Dronning Mary fik rammen efter sit bryllup i 2004, men nu er den altså gået videre til prinsesse Isabella.
Samtidig har dronning Mary overtaget den ramme, som dronning Margrethe har brugt indtil tronskiftet, idet den altid bruges af den siddende dronning.


Ordensportrættet af kong Frederik er malet af den engelske miniaturemaler Tom Mulliner. Det er udført i vandfarve på en tynd skive af mammuttand.

