I dag går det løs: Frederik og Mary er klar til kamp
I aften klokken 18.00 fløjtes der op til en EM-fodboldkamp med helt særlig betydning.
I Parken spiller det danske herrelandshold for første gang nogensinde en EM-slutrundekamp på hjemmebane, og modstanderen er Finland.
Mary og Frederik klar til EM-gyser
Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik er klar til EM-gyseren, og de er naturligvis i Parken for at støtte og heppe på målmand Kasper Schmeichel, midtbanehjernen Christian Eriksen og alle de andre rød-hvide drenge, som skal kæmpe for nationens ære.
Kronprinsparret har varmet op
Kronprinsparret har varmet godt op til aftenens kamp i Parken.
Kronprins Frederik var i går til fodboldhygge på Ofelia Plads, hvor der er EM-fanzone.
Her spillede Frederik en show-fodboldkamp, og han var på hold med den gamle EM-stjerne Michael Laudrup.
Kronprinsesse Mary har tidligere på måneden faktisk været en tur i Parken, hvor hun på den fine grønsvær indspillede en video og opfordrede danskerne til at feste og dyrke fællesskabet i forbindelse med afviklingen af EM-slutrunden i herrefodbold.
Se med i aften
Hvis du ikke skal i Parken, kan du se EM-kampen Danmark-Finland på DR1 og Viaplay.
Der fløjtes op til matchen klokken 18.00, men optakten til kampen begynder på DR1 faktisk allerede klokken 13.00, mens der fra 14.00 er optakt på 3+.