I dag bliver der fart på: Det skal dronning Mary lige efter Folketingets åbning
Dronning Mary og kong Frederik samt prinsesse Benedikte er i dag til stede ved Folketingets åbning på Christiansborg klokken 12.00.
Og derefter skal dronning Mary af sted på en officiel arbejdsrejse.
Dronning Mary skal af sted til Brasilien, hvor der er officielle programpunkter fra den 2. oktober til den 5. oktober.
Dronning Mary på tur til Amazonfloden
Mary er på det officielle besøg i Brasilien sammen med klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard for at sætte fokus på dansk-brasiliansk samarbejde om blandt andet biodiversitet, sundhed og bekæmpelse af vold mod kvinder.
De første to dage i Brasilien er dronning Mary i Manaus, og her skal hun blandt andet besøge Amazon-regnskoven og dens flodsystemer samt den hårdføre brasilianske savanne Cerradoen.
Dronning Mary deltager i en bådtur på Amazonfloden, hvor hun vil få indblik i Amazon-områdets udfordringer og bekæmpelsen af miljørelateret kriminalitet.