Hun står bag dronning Marys mest ikoniske kjoler: Nu gør hun det igen
Hun står bag dronning Marys mest ikoniske kjoler, siden Mary blev medlem af kongefamilien, og nu gør den danske haute couture skrædder Birgit Hallstein det igen.
Hun står nemlig bag den fortryllende og vanvittig elegante kjole, som dronning Mary bærer på de nye officielle portrætter af kongeparret, som kongehuset har offentliggjort torsdag.
Den smukke kjole, der er smaragdgrøn ligesom de kronjuveler dronningen bærer, er syet i silkevelour med en fornem blondeoverdel.
Kjolen er i samme sofistikerede stil og materiale, som en af de nytårskurkjoler, af Birgit Hallstein, som dronning Mary har båret flest gange, senest i januar i år.
Udover nytårskurkjoler var det også Birgit Hallstein, der i sin tid syede dronning Marys brudekjole, som Uffe Frank har designet.
Senest syede hun også den opsigtsvækkende tronskiftekjole, som Søren Le Schmidt har designet.