13. jan. 2024
Af Christinna Braun

Historiske scener på Amalienborg: Sidste gang, vi ser det

Den kongelige familie på balkonen på Amalienborg.
Den kongelige familie på balkonen på Amalienborg.
Foto: Hanne Juul
På Amalienborg bliver der forberedt til tronskiftet den 14. januar.

Søndag den 14. januar træder dronning Margrethe tilbage som Danmarks regent.

Hun overlader dermed tronen til sin ældste søn, kronprins Frederik, som får kongenavnet Kong Frederik 10.

Rundt omkring i København er forberedelserne til tronskiftet i fuld gang.

Dagen begynder med, at kronprinsparret og prins Christian kører fra Amalienborg til Christiansborg Slot, hvor dronning Margrethe fragtes til i karet.

På Christiansborg Slot vil dronning Margrethe underskrive sin abdikationserklæring, hvorefter kronprins Frederik bliver konge. Efterfølgende vil det nye kongepar lade sig hylde på balkonen på Christiansborg Slot.

Sidste gang, vi ser det

Dagen før tronskiftet er både kronprinsparret og dronning Margrethe hjemme på Amalienborg. Det ses, da deres flag er oppe over deres respektive palæer, Frederik VIII’s Palæ og Christian IX’s Palæ.

Kongeflaget er oppe ved dronningens palæ, mens tronfølgerens flag er oppe ved kronprinsparrets palæ. Det er sidste dag, vi ser flagene på denne måde.

I morgen søndag, når tronskiftet har fundet sted, vil kongeflaget blive hejst ved det nye kongepars palæ, Frederik VIII’s Palæ.

Også ved Christian VIII’s Palæ er der flag oppe. Det er i dette palæ, prins Joachim og prinsesse Marie bor, når de bor på Amalienborg, ligesom det samme gør sig gældende for dronning Margrethes ældste lillesøster, prinsesse Benedikte. Ved dette palæ er det kongehusflaget, der er hejst.

Du kan læse mere om og se de kongelige flag på kongehusets hjemmeside ved at klikke her.

Læs mere om: