Historisk øjeblik i vente: Kong Frederik vil afsløre sit valgsprog på balkonen
Det bliver et historisk øjeblik, når kronprins Frederik udråbes som konge af Danmark søndag den 14. januar.
Efter udnævnelsen skal han holde sin første tale som kong Frederik den 10. Det sker fra balkonen på Christiansborg Slot.
Talen sluttes af med nogle betydningsfulde ord, når Danmarks nye konge skal afsløre sit eget valgsprog. Det skriver kongehuset.
Valgsproget skal sætte rammerne for kong Frederiks regeringstid i årene fremover.
Hans mor, dronning Margrethe, fandt selv frem til sit valgsprog i de dage, hvor hendes far, kong Frederik den 9., lå for døden.
Kong Frederik den 9.s valgsprog lød således: ”Med Gud for Danmark”.
Dronning Margrethes valgsprog lyder ”Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke”.
Det bliver nu spændende at se, hvilket valgsprog den kommende kong Frederik har valgt.