Grev Nikolai sætter ord på: Sådan er forholdet til farmor efter titelsagen
Da nytårsklokkerne ringede ind til 2023, mistede grev Nikolai sin kongelige titel.
Sidste år besluttede dronning Margrethe, at prins Joachims fire børn ikke længere skulle benytte deres titler som prinser og prinsesse, men derimod deres adelige titel, hhv. greve og komtesse af Monpezat.
Beslutningen satte gang i en debat – også i familien, hvor prins Joachim var tydeligt utilfreds med sin mors beslutning.
Også dronningens ældste barnebarn, grev Nikolai, udtalte sig i forbindelse med at miste sin prinsetitel, som han kaldte ”en underlige følelse” og en ”oplevelse, som han helst havde være foruden”. Men samtidig gav han også udtryk for stor accept.
Nu – mere end et halvt år efter – sætter grev Nikolai ord på forholdet til dronning Margrethe, og hvorvidt beslutningen har påvirket relationen.
Det gør han i et interview med det australske medie 9Honey.
– Vi har et godt forhold, ja, hun ønskede mig tillykke med fødselsdagen, vi har et godt forhold, fortalte han til journalisten Natalie Oliveri fra 9Honey.
– Vi så hende også til hendes fødselsdag, det var virkelig hyggeligt at være sammen, siger grev Nikolai og henviser til den 16. april, hvor dronningen fyldte 83 og hele familien var samlet på Amalienborg.
Grev Nikolai uddyber, at det stadig er underligt ikke at have sin prinsetitel, og at det kan være et følsomt emne – han pointerer dog, at han på ingen måde forsøger at fiske i rørte vande, men at han blot sætter ord på den tilvænning, han går igennem.
Han siger samtidig, at han er bevidst om – og har respekt for – den kongelige tradition, der følger med at være barnebarn af dronningen.