Grev Ingolf og grevinde Sussie er enige: Vågen BILLED-BLADET-læser læser fik øje på sigende detalje
Grev Ingolf og grevinde Sussie af Rosenborg er blevet gjort opmærksom af en vågen BILLED-BLADETs læser på nye detaljer i en smuk kongelig broche, som grevinden bar under et officielt besøg i Christiansfeld med kronprinsparret søndag den 13. august.
Hvor greveparret først mente, at smykket er nedarvet fra kong Christian 10. og dronning Alexandrine, fører de nye iagttagelser tankerne hen på det britiske kongehus.
- Vi er enige med læseren, lyder det samstemmende fra greveparret af Rosenborg til BILLED-BLADET.
Læseren har nærstuderet dette fine billede af brochen:
Og ser man godt efter, står der i det kronede monogram ikke C men derimod E ved siden af A’et.
Læseren mener med henvisning til FabergeMuseet, at brochen stammer fra den britiske kong Edvard VII og hans danskfødte dronning Alexandra.
Klik her for at se en anden broche, hvor Edward og Alexandras initialer er brugt på en lignende måde og med samme krone øverst.
Det begrundes endvidere med, at kronen ikke ligner den officielle danske kongekrone men derimod en engelsk Tudor-krone.
Grevinde Sussie fortæller, at læseren gætter på, at dronning Alexandra har foræret den til sin mor i Danmark, Dronning Louise (gift med kong Christian IX), og at brochen derefter er gået i arv ned gennem familien for at ende hos greveparret.