Godt nyt fra kongehuset: Frederik til olympisk fest med danske stjerner
Kronprins Frederik har fulgt med i OL i Tokyo hjemme fra det danske sommerland, hvor han og resten af kronprinsfamilien har set alt lige fra banecykling og badminton til håndbold og kapsejlads.
Kronprins Frederik har fulgt med
Frederik og familien har via kongehusets sociale medier flittigt hyldet de dansle OL-atleter for deres indsats, men nu fremgår det af kongehusets kalender med officielle programpunkter, at kronprinsen vil møde Danmarks olympiske stjerner mandag aften i København.
Stor aften i Hellerup
Sport One Danmark, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark byder velkommen til en flot fest for hele den danske OL-delegation, der har været med til at vinde medaljer til Danmark og i det hele taget stået for et hav af toppræstationer.
Begivenheden med royal deltagelse finder sted i Hellerup på Experimentariums tagterasse, hvor atleter og ledsagere og udvalgte VIP's vil være til stede, og hvor Carpark North og DR Pigekoret optræder med den officielle OL-sang.
Frederik i selskab med Mette Frederiksen
En del af OL-delegationen lander i Københavns Lufthavn mandag eftermiddag og køres direkte ud til hyldestfesten.
Kronprinsen, statsminister Mette Frederiksen og kulturminister Joy Mogensen vil sammen med OL-deltagerne være med til at kaste gylden glans over den store aften i det nordlige København.