Godt nyt fra dronning Mary: Stor tilfredshed efter ny undersøgelse
Det er vigtigt for dronning Mary at ramme plet med projekterne som Mary Fonden står bag, og et helt specielt tiltag viser gode resultater – det viser en ny undersøgelse.
Med en målrettet indsats kan man styrke børns sprog relativt simpelt.
Det viser et nyt studie af Mary Fondens program LæseLeg, der har til formål at løfte små børns kommunikative evner og derigennem sociale kompetencer.
Det er TrygFondens Børneforskningscenter, som står bag det nye studie, og her har man undersøgt effekten af LæseLeg, et pædagogisk redskab til at styrke børns sprog og kommunikative kompetencer.
Mary er godt tilfreds
Studiet eller undersøgelsen viser, at LæseLeg har en tydelig positiv effekt på 1-2-årige børns kommunikative kompetencer.
– Det at kunne kommunikere og udtrykke sine behov har stor betydning for børns trivsel og evne til at indgå i fællesskaber. Derfor er det virkelig positivt, at vi nu har dokumentation for, at det med en relativt lille indsats er muligt at løfte helt små børns kommunikative evner. Det styrker vores tro på, at LæseLeg kan gøre en forskel for mange børn, siger Helle Østergaard, som er direktør i Mary Fonden og arbejder tæt sammen med dronning Mary.