Glæd dig til at se "Året der gik i Kongehuset" på søndag
På årets sidste søndag i advent sender DR1 "Året i Kongehuset 2014", og der bliver noget at glæde sig til.
For dér kan man se den kongelige families højdepunkter i det forløbne år.
Alle medlemmer af kongehuset har haft et begivenhedsrigt år med masser af officielle opgaver, fantastisk rejser, skønne oplevelser og private mærkedage.
Prinsgemalen er populær
Programmet begynder naturligvis med fejringen af prinsgemalens 80 års fødselsdag, både i Danmark og på vinslotte Chateau de Cayx.
Det er værterne Mark Stokholm og Tine Gøtzsche, der kigger tilbage på det kongelige år 2014, og det sker fra den overdådige og flotte Riddersal på Frederiksborg Slot i Hillerød.
Her får de besøg af BILLED-BLADETs royale ekspert, Trine Larsen, der sammen med Allers Magasin-direktør Anette Kokholm og Berlingske Tidendes Thomas Larsen giver deres bud på, hvorfor prinsgemalen og danskerne nu har mødt hinanden i større forståelse, så prinsgemalen i dag er én af kongehuset mest populære skikkelser – ligesom radiovært Esben Bjerre fra radioprogrammet Monte Carlo fortæller, hvorfor de har dyrket og hyldet prinsgemalen i årets løb.
Kronprinsparret har fejret bryllupsdag
Året har også været et mærkeår for kronprinsparret, der har kunnet fejre 10 års bryllupsdag og den store dag, da kronprinsesse Mary gav sit ja til kronprins Frederik i Vor Frue Kirke i maj 2004, sættes der også fokus på i programmet, hvor både kronprinsesse Mary og kronprins Frederik fortæller, hvad de 10 år sammen har betydet for dem.
Prins Joachim har også trukket store overskrifter i årets løb.
I programmet ser værterne og gæsterne nærmere på, hvad det betyder for danskerne, at prins Joachim og hans familie flytter fra Schackenborg til København, så kongehuset ikke længere er repræsenteret udenfor hovedstaden.
Kronprinsessens designer medvirker
Programmet sætter også fokus på de mange smukke kongelige kjoler, og hvem kan bedre fortælle om dét, end kronprinsesse Marys egen designer, Jesper Høvring, som også er med i programmet.
Se eller gense højdepunkterne i "Året der gik i Kongehuset" på DR1 søndag 21. december kl. 21.20.