Glad prinsesse Marie modtog fornem pris
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Prinsesse Marie har de seneste år gjort en kæmpe indsats i kampen mod madspild, og det store arbejde modtog prinsesse Marie i aftes hæder for. Det skete på Axelborg, i Landbrug- og Fødevare-organisationernes højborg, hvor prinsesse Marie blev hædret med en 26 kilo tung skulptur, "Stræberen". Prisen står organisationen De Samvirkende Købmænd bag.
Prinsesse Marie ankom til Axelborg efter en travl dag i madspilds-arbejdets tegn. Prinsessen var iført en smuk blomstret kjole og fik først overrakt en smuk buket af blomsterdrengen Willads foran Axelborg.
Forud for prisoverrækkelsen kaldte fødevareminister Mogens Jensen prinsesse Marie for et "fyrtårn" i metaforisk forstand, fordi prinsessens indsats og kamp mod madspild er til stor inspiration for alt og alle.
Se videoen herover og hør selv prinsessen takke for prisen med et håb og en bøn til danskerne om, at fortsætte de gode resultater i kampen mod madspild.
Og se også den 26 kilo tunge skulptur, der fulgte med æren.
- Jeg håber, at mange flere vil lade sig inspirere, og lad os ha' en madspildsdag, hver eneste dag, i vores egne køkkener, sagde prinsesse Marie bl.a i sin takketale, inden hun beundrede skulpturen, der nu kan stå hjemme hos prinsessen ét år. Derefter gives den videre til en ny modtager, som udmærker sig i kampen mod madspild.