Gallamiddag, sød gave fra Gråsten og frokost på slottet: Nu er kongeparrets planer i Sverige afsløret
Nu er der ikke længe til, at kong Frederik og dronning Mary skal hinsidans og påbegynde deres første statsbesøg til Sverige som kongepar.
Det danske kongehus har mandag offentliggjort programmet for statsbesøget, og det byder på lidt af hvert.
Kong Frederik og dronning Mary vil blive ledsaget af kronprinsesse Victoria og prins Daniel, når de mandag formiddag sejles i chalup ind til Skeppsbron, hvor kong Carl Gustaf og dronning Silvia står klar til at tage imod.
Senere skal kong Frederik og dronning Mary blandt andet hilse på statsminister Ulf Kristersson, repræsentanter fra Riksdagen, spise frokost på kongeslottet og besøge Kungliga Tekniska Högskolan, inden der er gallamiddag på Kungliga Slottet med kong Carl Gustaf og dronning Silvia som værter.
Dagen efter skal kong Frederik besøge Stockholms amfibieregemente, mens dronning Mary besøger museet Prins Eugens Waldemarsudde med dronning Silvia.
Kong Frederik og dronning Mary forenes igen til frokost på Stockholms Stadshus, og det særlige ved den frokost er, at både kong Carl Gustaf, dronning Silvia, kronprinsesse Victoria, prins Daniel og prins Carl Philip med prinsesse Sofia også deltager.
Begge kongepar skal senere tirsdag eftermiddag besøge Stockholms nye life science center Forskaren og Nordiska Muséet - ved sidstnævnte sted får de igen godt selskab af vennerne kronprinsesse Victoria og prins Daniel.
Her har kong Frederik og dronning Mary taget en gave med fra Danmark, som de selv hjælper med at få på plads:
"Kongeparret planter efterfølgende et æbletræ fra Gråsten, hvor også DR Pigekoret vil synge", skriver kongehuset i pressemeddelelsen.
Klokken 18 inviterer kong Frederik og dronning Mary indenfor på Kongeskibet Dannebrog til returmiddag, og kl. 20.15 skal de så op til Kungliga Slottet igen til en såkaldt officielt afsked med kong Carl Gustaf og dronning Silvia.
Herefter er statsbesøget overstået.
Kort tid efter skal kong Frederik og dronning Mary så til Norge på statsbesøg - læs mere om det i artiklen herunder: