Forrygende stemning: Mary på den røde løber med Hillary Clinton
Kronprinsesse Mary var i stærkt selskab, da hun onsdag eftermiddag ankom på den røde løber i Carrousel du Louvre i hjertet af Paris for at deltage i topmødet Generation Equality Forum.
Blandt de mange verdensnavne var blandt andre den tidligere amerikanske præsidentfrue, Hillary Clinton, der ankom kort før kronprinsesse Mary.
De to power-kvinder var sammen med stats- og regeringsledere, ministre og andre højtstående repræsentanter klar til at sætte fokus på konkrete, ambitiøse og bæredygtige tiltag henimod opnåelse af ligestilling mellem kønnene
Med fra hele verden
På den røde løber kunne man også se dagens vært præsident Emmanuel Macron byde blandt andet Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz, Melinda Gates og Finlands statsminister Sanna Marin velkommen.
Mens blandt andre USA's vicepræsident Kamala Harris og Mexicos præsident Andrés Manuel López Obrador talte direkte til salen via en vidoeforbindelse, som også Tysklands forbundskansler Angela Merkel gør det senere i det tre timer lange topmøde.
Præsident Macron er vært
Ligestilling mellem kønnene er omdrejningspunktet for det internationale topmøde, der arrangeres af Frankrig, Mexico og UN Women som markering af 25-året for Beijing-erklæringen, der blev vedtaget på FN’s 4. verdenskonference om kvinder i 1995.
Generation Equality Forum, der følger op på Beijing-erklæringen, en global handlingsplan for ligestilling mellem kønnene, blev lanceret i marts i år med et virtuelt topmøde med Mexico som vært, hvor kronprinsessen deltog som taler i åbningspanelet om kvindeligt lederskab.