16. okt. 2023
Af Marianne Singer

Fornem og højtidelig stil: Så rigt dekoreret var prins Christian til sin store fest

Prins Christian.
Prins Christian.
Foto: Hanne Juul
Prins Christian bar ved det store gallataffel søndag sin Elefantorden og en lang række erindringsmedaljer i miniatureudgaven.

Prins Christian var et flot syn, da han søndag aften var midtpunktet i det store gallataffel, som hans farmor, dronning Margrethe, havde inviteret til i anledning af hans 18-års fødselsdag.

Således var den unge prins skarp i kjole og hvidt og rigt dekoreret i anledning af den store fest.

Den fornemste orden

Tidligere på dagen, kort før den historiske balkonscene i Frederik 8.s Palæ på Amalienborg, havde Hendes Majestæt Dronningen tildelt prins Christian Elefantordenen.

Prins Christian bar selvfølgelig under gallataflet på Christiansborg Slot om aftenen den fornemme orden bestående af den tårnbærende elefant udført i guld dækket med hvid emalje og besat med diamanter i et lyseblåt skærf og med en bryststjerne.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-10-16/_hjp1079-1_0.jpg
Prins Christian ved gallataflet.
Foto: Hanne Juul

Skinnende flotte

Derudover bar prins Christian, ligesom kronprins Frederik, prins Joachim og grev Felix, såkaldte erindringsmedaljer, i miniature-udgaven.

De bliver fremstillet og uddelt til medlemmerne af den kongelige familie, ansatte ved hoffet og enkelte andre i anledning af mærkebegivenheder i kongehuset.

Mange minder

Prins Christian har med årene modtaget følgende, kan man se på kongehusets hjemmeside:

Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 50-års regeringsjubilæum i forgyldt sølv med krone og dronningens portræt, indstiftet den 14. januar 2022.

Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 80-års fødselsdag i sølv med krone og dronningens portræt, indstiftet den 16. april 2020.

Prins Henriks Mindemedaille i sølv med krone og dronningens portræt, indstiftet den 11. juni 2018.

Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronning Margrethes og Hans Kongelige Højhed Prins Henriks guldbryllup i forgyldt sølv med krone og dobbeltportræt af dronningen og prins Henrik, indstiftet den 10. juni 2017.

Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 75 års fødselsdag i sølv med krone og dronningen portræt, indstiftet den 16. april 2015.

Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 40 års regeringsjubilæum i sølv med krone og dronningens portræt, indstiftet den 14. januar 2012.

Erindringsmedaillen i anledning af Hendes Majestæt Dronningens 70 års fødselsdag i sølv med krone med dronningens portræt, indstiftet den 16. april 2010.

Erindringsmedaillen i anledning af Hans Kongelige Højhed Prinsgemalens 75 års fødselsdag i sølv med dronningens portræt, indstiftet den 11. juni 2009.

Lang tradition

I Danmark har erindringsmedaljer været kendt siden renæssancen.

Den første bærbare, kongelige erindringsmedalje herhjemme var det erindringstegn, der blev fremstillet i anledning af Christin 9.s og dronning Louises guldbryllup d. 26. maj 1892.

Arvet efter farfar

Normalt oplyses det ikke, hvem en elefantorden tidligere har været tildelt.

I den nære kongelige familie er der imidlertid tradition for, at bestemte elefantordenstegn ”falder i arv”.

Den elefant, som Prins Christian i dag er tildelt, har således, ifølge kongehuset, senest været båret af Prins Christians farfar, Prins Henrik.

Orden fra kong Harald

Udover elefantordenen fik prins Christian på sin fødselsdag også tildelt Storkorset af Den Kongelige Norske St. Olavs Orden af kong Harald.

Det var kronprins Haakon, der overrakte ordenen til prins Christian på vegne af sin far kongen.

Læs mere om: