8. dec. 2023
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Får alle dronning Margrethes børnebørn sådan en i 18-års fødselsdagsgave?

Dronning Margrethe og prins Christian. I baggrunden prinsesse Josephine og kronprinsesse Mary.
Dronning Margrethe og prins Christian. I baggrunden prinsesse Josephine og kronprinsesse Mary.
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Til Christians fødselsdagsfest bemærkede jeg, at hverken grev Felix, prins Gustav ellers hans hustru, Carina, bar Elefantordenen. Jeg troede, at alle dronningens børnebørn automatisk modtog ordenen på deres 18-års fødselsdag? Jeg går ud fra, at kronprins Pavlos har sin pga. den særstatus, de ekskongelige fra Grækenland altid har haft i Danmark? Jeg bemærkede også, at kronprinsesse Mette-Marit har Elefantordenen, men ikke prins Daniel, selv om han også er gift med en tronarving. Eller sad hans orden bare forkert?
Med venlig hilsen
Elsebeth Gøttler

Kære Elsebeth Gøttler
Det er suverænt majestæten, der bestemmer, hvem der skal modtage Danmarks ældste og mest fornemme orden. Prins Christian er det første af hendes børnebørn, der har fået den, og han bliver måske også den eneste. Han har jo en særlig placering i den kongelige familie og i arvefølgen til tronen. Ingen af dronning Margrethes nevøer og niecer (eller deres ægtefæller), undtagen kronprins Pavlos af Grækenland, er riddere af Elefantordenen. At han modtog ordenen i forbindelse med dronningens 25-års regeringsjubilæum i januar 1997, skyldes utvivlsomt hans tætte relation til majestæten og den kongelige familie og det faktum, at han faktisk blev født som græsk tronfølger. Kronprinsesse Mette-Marit af Norge blev ridder af Elefantordenen i maj 2014, mens hendes mand blev det i anledning af sin 18-års fødselsdag i juli 1991. Kronprinsesse Victoria modtog ligeledes ordenen, da hun fyldte 18 år i juli 1995. Til prins Christians fødselsdagsfest bar hendes mand, prins Daniel, Serafimerordenen, som er Sveriges fornemste ridderorden. Hvorfor han ikke er blevet ridder af Elefantordenen, kan hun dronning Margrethe svare på. Det kan være, det sker en dag. F.eks. blev dronning Beatrix af Nederlandenes mand, prins Claus (von Amsberg), ridder af Elefantordenen nogle år før, hun besteg tronen. Det skete under regentparrets statsbesøg i Nederlandene i 1975. Officielle statsbesøg er i øvrigt ofte rammen om en gensidig ordensudveksling mellem to lande.
Bedste hilsner
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: