Et helt tydeligt signal: Derfor er dronning Marys valg ikke overraskende
I forbindelse med tronskiftet i januar ophørte alle kongelige protektioner, og nu har kongehuset taget stilling til, hvilke de ønsker at videreføre.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som kongehuset udsendte torsdag.
I pressemeddelelsen oplyser kongehuset, at dronning Mary fortsætter sit engagement inden for naturbevarelse ved at blive protektor for Den Danske Naturfond og UNEP. Samtidig fortsætter hun som protektor for blandt andet WWF Verdensnaturfonden.
Hvis man spørger BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer, er det slet ikke tilfældigt, at det er netop de organisationer og formål, der får dronningens støtte.
Naturområdet betyder nemlig meget for Mary, og det er valget af protektioner et tydeligt signal om ifølge eksperten.
- Den seneste tid har det været påfaldende, hvor meget naturrelateret, dronning Mary har været involveret i. Derfor er det slet ikke overraskende, at hun har flere protektioner inden for det område, siger Marianne Singer.
Dronning Mary har flere gange udtalt sig om sin kærlighed til den danske natur.
I april var Mary med til at lukke to hjorte ind i et nyt område af skoven ved Dyrehaven, og her satte hun ord på, hvad den danske natur betyder for hende.
– Fra mit første møde med den danske skov har jeg været meget bjergtaget af den, fortalte dronningen.
Fakta
Dronning Marys protektioner:
Børnehjælpsdagen
Danmarks Frie Forskningsfond
Dansk Flygtningehjælp
Danske Hospitalsklovne
Den Danske Naturfond
Det Kongelige Danske Musikkonservatorium
Det Nationale Sorgcenter
Diakonissestiftelsen
DR Pigekoret
Global Fashion Agenda
Hjerteforeningen
Julemærkefonden
KFUM's Soldatermission
Kræftens Bekæmpelse
Maternity Foundation
Mødrehjælpen
Nyreforeningen
Psykiatrifonden
SIND - Landsforeningen for psykisk sundhed
Sjældne Diagnoser
UNEP (FN's Miljøorganisation) Protektor for Biodiversitet
UNFPA (FN's Befolkningsfond)
WeShelter (Fonden Missionen blandt Hjemløse)
WWF Verdensnaturfonden