
Er dukket op igen og igen til prinsesse Isabellas fejringerne: Ligner en 18-års gave

Det var kæmpestort, da daværende prins Christian for halvandet år siden fyldte 18 år, og selv om lillesøster prinsesse Isabella ikke er tronfølger, har også hun fået en kæmpe fejring i forbindelse med sin store dag.
Mandag den 21. april fylder hun 18, men hun er allerede blevet fejret ad flere omgange. Først i Aarhus, dernæst på Det Kongelige Teater og til sidst hjemme på Amalienborg, hvor der søndag aften var privat fest.

På selve fødselsdagen den 21. april har kongehuset delt en række nye, officielle gallaportrætter, og her er der flere ting, som er værd at bemærke.
På prinsessens højre håndled kan man spotte et guldarmbånd. Det samme smykke bar prinsesse Isabella både i Aarhus den 11. april og til festforestillingen på Det Kongelige Teater den 15. april. Smykket har vi ikke set tidligere, så noget kunne tyde på, at der er tale om en fødselsdagsgave, som hun nu har pyntet sig med flere gange i forbindelse med sin 18-års.

Ifølge modebloggen UFO No More er der tale om et Cartier LOVE-armbånd. Dronning Mary har et lignende armbånd, som hun bærer ganske ofte. Prinsesse Isabellas armbånd er en lidt mindre udgave end det, hendes mor har.


