Er det en skjult besked? Dronning Marys første kronjuvel-look ligner Margrethes sidste
Det vakte opsigt, da kongehuset i april offentliggjorde de første gallaportrætter af Danmarks nye kongepar.
For ikke nok, at det er billeder, som vil gå over i historien – det var også første gang, at vi så dronning Mary med kronjuvelerne.
Efter tronskiftet i januar er det nu Mary, som har eneretten til at bære kronjuvelerne, efter dronning Margrethe havde den i 52 år. Og på gallaportrætter kan man se Mary med det prægtige smaragdsæt.
Derudover bærer dronningen en velourkjole i dybgrøn med blonder – og samlet set minder Marys første ’kronjuvellook’ om et, vi har set før.
Nemlig dronning Margrethes sidste.
Sidste gang vi så dronning Margrethe med kronjuvelerne var i november, da det spanske kongepar var på statsbesøg.
Det var blot et par måneder inden tronskiftet, men der var ingen, som vidste, at det ville blive sidste gang, at Margrethe bar de enestående smykker.
Også her bar dronning Margrethe smaragdsættet – og ligesom dronning Mary gjorde nogle måneder senere, bar hun en gallakjole i matchende grøn med blonder.
Mens det er Birgitte Thaulow, som har kreeret dronning Margrethes gallakjole, er det Birgit Hallstein, som står bag dronning Marys.
Om de ens detaljer i dronning Marys første og dronning Margrethes sidste ’kronjuvel-look’ er en skjult besked fra Mary til svigermor, eller om det er helt tilfældigt vides ikke.