Efter afbrudt rejse: Prinsesse Alexandras søn flyttet ind hos mor på slottet
Prinsesse Alexandras 20-årige søn, greve Richard, blev student sidste år og rejste derefter ud i verden.
Da coronakrisen brød løs, befandt han sig i Malaysia og måtte tage tidligere hjem end først planlagt.
Svært at komme hjem
– Det var svært for ham at komme hjem. Der var en hel del ting, der skulle ordnes. Men det lykkedes at få ham hjem, og det var mindre dramatisk, end hvad man ellers har hørt om andre hjemrejser. Og så fik han lov til at komme i karantæne i to uger hos Michaels fætter, Christian. Deres datter var nemlig også kommet hjem og skulle også i karantæne, og så kunne de to være der, fortæller Alexandra i et nyt interview med BILLED-BLADET.
– Richard bor nu her og begynder at studere efter sommerferien. Han vil ind i bankverdenen, så det bliver inden for det område, forklarer hun.
Også datteren, komtesse Ingrid, 16, flyttede ind på Egeskov Slot under coronakrisen, fordi Herlufsholm Kostskole, hvor hun er elev, måtte gå over til online-undervisning.
Hjulpet til
I øjeblikket arbejder Richard på slottet og har blandt andet hjulpet grev Michael med at arrangere årets veteranbiludstilling, der bliver fornyet hvert år.
Og der er da også masser at se til på Egeskov Slot i disse dage.
Torsdag meddelte Egeskov Slot på de sociale medier, at de nu også har åbnet op for besøgende på slottet og udstillingerne, så alt nu har åbent.
Du kan læse hele det store interview med greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og prinsesse Alexandra og se de mange flotte billeder fra Egeskov Slot på Fyn i det nye nummer af BILLED-BLADET.