Dronningen og prinsesse Benedikte klar til festaften: Gav en hånd med
Amalienborgs fire palæer kan søndag aften opleves på en helt ny måde, når dronningen og hendes to søstre byder velkommen til festforestillingen ”Palæerne Danser”, som sendes direkte på TV2 klokken 20.00.
De tre søstres mor, dronning Ingrid, havde et særligt ønske om at lade de fire palæers riddersale danne ramme om hver sin koncert.
Dette bliver til virkelighed søndag aften, når der er premiere på fire balletstykker, hvor tidligere modtagere af Dronning Ingrids Hæderslegat danser, synger og spiller musik i de historiske sale.
Tæt samarbejde
Balletstykkerne er koreograferet af solist og koreograf Tobias Praetorius, og musikken er arrangeret af komponist Alexander McKenzie.
Som noget særligt har dronningen undervejs hjulpet til med kostumerne, mens prinsesse Benedikte har været involveret i opsætningen af balletstykkerne.
Dronningen har senest imponeret med sin kunstneriske kunne, da hun i vinter stod for kostumer og scenografi ved repremieren af "Snedronningen" i Tivoli.
Sidste gang
Ved aftenens festforestilling uddeler Majestæterne og prinsesse Benedikte samtidig for tiende og sidste gang Dronning Ingrids Hæderslegat. Hvert andet år siden 2005 er hæderslegatet blevet uddelt til yngre kunstnere inden for dans og musik, og aftenens legatmodtagere er balletdanseren Emma Riis-Kofoed og den svenske violinist Johan Dalene.