Dronningen kan glæde sig til rørende øjeblik: Kærlighedserklæring fra prins Henrik
Det bliver uden tvivl en rørende aften for dronningen, når hun lørdag den 16. juli overværer Verdensballettens forestilling på Sostrup Slot ved Grenå.
Under forestillingen kommer dronningen nemlig til at genopleve den ballet, som prins Henrik i 2014 skabte lydbilledet til.
Skrevet med kærlighed
Balletten er skabt over prins Henriks digt "Côte á Côte" (Ved din side. red.), som han i sin tid skrev til sin hustru, dronning Margrethe, og som var en del af digtsamlingen "Cantabile", som udkom i 2000.
Digtet er en kærlighedserklæring fra prins Henrik til dronning Margrethe og fuld af hengivne ord.
Prins Henriks stemme
Prins Henrik indtalte selv digtet på fransk, og skabte sammen med lydkunstneren Katrine Ring, lydbilledet som koreografen Kristen McNally skabte sin ballet over.
Det er det originale lydbillede som igen kan høres, og altså dermed også prins Henriks stemme.
Stolt og glad prins
Det var godsejer Anne Sophie Gamborg fra Møllerup Gods som i sin tid fik ideen, og som herefter fremlagde den for Verdensballettens leder Jens-Christian Wandt, som også syntes, at digtet var oplagt for en ballet.
Førsteopførelsen fandt sted på Møllerup Gods i 2014.
Her var både dronningen og prinsen til stede, og det var en stolt og glad prins, som dengang kunne gå på scenen og modtage publikums applaus.