Dronningen afslører sjov detalje
Dronning Margrethe afslører flere sjove og muntre detaljer i podcast-serien "Dronningen og kunsten" som kan høres på podcast-platformen, Podimo.
Tirsdag udkom anden del, som handler om dronningens passion og store glæde ved ballet. Både som udøver og betragter.
Men især én morsom detalje træder frem, når dronningen fortæller om Det Kongelige Teater, hvor hun og resten af familien gennem årene har haft store kunstneriske oplevelser.
Nemlig den detalje, at dronningen fra sin plads i kongelogen, faktisk ikke kan se hele scenen - og derfor er gået glip af en hel del.
- Vi sidder i kongesiden, dvs vi sidder til venstre for scenen, når man sidder i salen, og det vil sige, at alt der foregår i den inderste venstre side af scenen, det ser man aldrig, fortæller dronningen og remser en række detaljer fra forestillingerne op, som hun egentlig aldrig har set.
- Men ellers har jeg jo set det meste, ler dronningen og tilføjer:
- Det er selvfølgelig en detalje, men det er noget, man kan more sig en del over, siger dronningen i podcasten fra Podimo.