Dronning Mary i sommerkjole fra ME+EM
Der var dømt både sommer- og feriestemning, da kong Frederik og dronning Mary tirsdag eftermiddag ankom til Gråsten Torv, hvorfra de spadserede til Graasten Slot.
Efter en uge i anorak, vandrestøvler og hue, var det nok velkomment, at dronning Mary nu kunne trække i en florlet sommerkjole.
Således var den 52-årige dronning klædt i en ny kjole fra det britiske mærke ME + EM.
Maxikjolen er prydet med et print af bær, og designet er med feminine pufærmer og A-formet snit i skørtet.
Til kjolen havde Mary ifølge Royal Fashion Police sat kilehæle fra Tods, en solhat fra Canopy Bay og smykker fra Halberstadt og Dulong Fine Jewelry.
ME + EM er det seneste stykke tid blevet et populært mærke blandt prominente kvinder. Britiske Zara Tindall, der er datter af prinsesse Anne, bar den samme kjole, da hun tilbage i maj var til Monaco F1 Grand Prix.