Dronning Mary er den eneste, som kan bære kronjuvelerne – men dette må hun ikke
Allerede dagen inden annoncerede kongehuset nyheden. Onsdag ville de offentliggøre de første gallaportrætter af Danmarks nye kongepar.
Og rigtignok – om formiddagen landede de historiske billeder af kong Frederik og dronning Mary i fuld galla. Han i søværnets uniform, hun i grøn silkevelour og med det storslåede smaragdsæt.
Det er første gang, at vi ser Mary bære kronjuvelerne – og det er nu KUN hende, der kan det.
Med sin nye titel, har dronning Mary fået retten til at bære de ekstravagante smykkesæt – smaragdsættet, perle-rubinsættet, brillantsættet og rosenstenssættet, som er dansk kulturarv af den mest fornemme slags. De er blevet båret gennem generationer af danske dronninger, og nu er det altså dronning Marys tur.
Selv om det kun er dronning Mary, der må bære dem, er det ikke kongehuset, der ejer smykkerne. Det er derimod staten, der naturligvis stiller dem til rådighed for dronningen. Og med det følger der særligt én regel, som Mary skal overholde.
Hun må nemlig ikke tage dem med ud af landet – kronjuvelerne skal blive i Danmark.
”Traditionen foreskriver at kronjuvelerne kun bruges af den siddende Dronning og kun indenfor Rigets grænser,” oplyser Kongernes Samling.
Det samme skriver kongehuset:
”Det er kutyme, at kronjuvelerne forbliver i Danmark, hvilket betyder, at Dronningen ikke kan bruge dem på besøg i udlandet.”
Desuden bæres kronjuvelerne kun ved de største kongelige begivenheder – heriblandt ved nytårstaflet og i forbindelse med statsbesøg.
Når dronningen ikke bærer kronjuvelerne, udstilles de i skatkammeret i den sikrede kælder under Rosenborg Slot. Ifølge kongehuset er de danske kronjuveler de eneste i verden, som både udstilles som museumsgenstande og samtidig bæres af landets dronning.