Dronning Mary bar smykke, der uden tvivl minder hende om kronprins Christian
For tiden opholder kronprins Christian sig langt væk fra Danmark.
I begyndelsen af september rejser han nemlig til Afrika på et længere ophold.
"Den 4. september rejser H.K.H. Kronprinsen på et længerevarende ophold i det østlige Afrika. Her skal Kronprinsen indgå i den daglige drift af to farme, hvilket blandt andet vil indebære praktiske og administrative opgaver samt give Kronprinsen indblik i lokal naturbeskyttelse. Det er planen, at Kronprinsen vender tilbage til Danmark til december," lød det fra kongehuset.
Selv om kong Frederik og dronning Mary derfor må undvære deres førstefødte den kommende tid, så sørgede Mary for at have Christian helt tæt på, da hun tirsdag bød det islandske præsidentpar velkommen til Danmark.
Dronningen bar en halskæde, som hun sjældent finder frem fra smykkeskrinet.
Der er nemlig tale om den asymmetriske halskæde bestående af fire smukke ametyst-sten, som Mary første gang viste frem i forbindelse med kronprins Christians fødsel på Rigshospitalet i 2005.
Da hun sammen med kong Frederik og den lille ny forlod hospitalet for at vende hjem til Kancellihuset som en lille familie, kunne man ane det elegante smykke.