Dronning Margrethes historiske ord: Her er hele talen til befolkningen
"Denne gang skal vi vise sammenhold ved at holde afstand" sådan sagde dronning Margrethe, da hun fra Fredensborg Slot talte om den alvorlige situation i forbindelse med corona-virussen. Hele dronningens historiske tale til den danske befolkning kan du læse her.
"Danmark står i en alvorlig situation. Den skæbne deler vi med hele Europa, ja, med resten af verden.
Mange mennesker er blevet ramt af corona-virus, og vi ved, at mange flere vil blive syge i den nærmeste tid.
Jeg kan godt forstå, at mange er urolige og bekymrede, for vores virkelighed og vores hverdag er blevet vendt på hovedet.
Vi har vænnet os til, at verden ligger åben, nu er grænserne lukket.
Foråret er på vej, Danmark sprudlede af liv. Nu er dagligdagen sat i stå. Det føles både skræmmende og uvirkeligt, men det er vores nye virkelighed og vi må indse og lære, at det kræver noget af os alle sammen.
Myndighederne har igennem den sidste uges tid været nødt til at træffe en række nødvendige beslutninger, som vi alle kan mærke i vores dagligdag.
Det angår os alle sammen. For lidt siden har Statsministeren været nødt til at komme med endnu stærkere beslutninger. Vi må gøre noget hver især.
Hvad vi gør, og hvordan vi handler i disse dage, kan blive afgørende for, hvordan situationen udvikler sig i de nærmeste uger.
Det er derfor, at jeg sidder her i aften.
Jeg har en appel til alle:
Corona-virus er en farlig gæst. Den spreder sig som ringe i vandet, og det går stærkt. Én person kan smitte mange – endda uden selv at føle sig syg, og smitten går videre rundt til endnu flere, en lang og skræmmende kæde. I den kæde vil mennesker dø.
Et barn kan miste sin bedstemor, en datter sin far, en hustru sin mand. Venner vil pludselig ikke være der mere.
Det er den kæde, vi skal bryde, og som vi kan bryde. Det kan kun ske, når vi alle tænker os om og gør det samme på samme tid – og i rette tid.
Myndighedernes råd er egentlig ret enkle: Vask hænder. Hold afstand. Undgå fysisk kontakt. Bliv hjemme.
Det er grundreglerne, og mange følger dem heldigvis; men desværre er det ikke alle, som tager situationen tilstrækkeligt alvorligt.
Den er alvorlig, og den gælder os alle sammen.
Selvfølgelig er det skuffende og ærgerligt ikke at kunne mødes med sine venner, ikke mindst, når man er ung. Men I har jo både tiden for jer og andre måder at mødes på i denne digitale tidsalder.
Min opfordring gælder naturligvis ikke kun de unge. Man kan stadig se grupper i alle aldre, som opholder sig for tæt sammen. Nogle holder endda stadig fester og runde fødselsdage.
Det synes jeg ikke, man kan være bekendt.
Det er tankeløst. Og det er først og fremmest hensynsløst.
Vi har allerede haft flere dødsfald som følge af corona-virus. Jeg sender i aften min inderlige medfølelse til de efterladte. Mine tanker går til alle, der er blevet syge og til deres pårørende her i Danmark, i Grønland og på Færøerne. Jeg tænker også på alle de danske i udlandet, som netop nu føler sig langt hjemmefra.
Min varmeste tak går til alle, der holder de nødvendige funktioner i vores samfund i gang. Til sundhedspersonalet, beredskabet, forsvaret og politiet. Til butiksansatte, chauffører og alle, der passer deres arbejde under vanskelige forhold.
Jeg retter også en varm tak til myndighederne, fordi de påtager sig det tunge ansvar, som er deres.
I farens stund holder vi sammen, det ligger dybt i os mennesker, det falder os også naturligt her til lands. Denne gang skal vi vise sammenhold ved at holde afstand.
Det er helt naturligt, at vi er bekymrede, men lad os sammen skabe nyt håb i en svær tid.
Mine tanker går til hver enkelt her i landet med ønsket om håb og fortrøstning og godt mod."