Dronning Margrethe valgte Jens Jørn Spottag som en af de sidste
På årets sidste dag valgte dronning Margrethe at annoncere, at hendes tid som regent er forbi. Den 14. januar abdicerer hun og overlader tronen til sin ældste søn, kronprins Frederik.
Det betyder, at hun nu er ved at afrunde sine opgaver som regent og går ind i en tid med flere ’for sidste gang’. Det gælder blandt andet de udnævnelser, medaljer og ordener, som dronningen i hele sit virke har tildelt personer for en ekstraordinær indsats.
Før det endnu stod klart, at dronningen ville trække sig som regent, fik flere danskere tildelt fornemme ordener i december, uvidende om at de ville blive nogle af de sidste.
En af de sidste, dronningen har udvalgt, er skuespiller Jens Jørn Spottag. Han blev i 2016 Ridder af Dannebrog, og i december steg han så i graderne, da han blev tildelt ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.
Det oplyser kongehuset på deres hjemmeside.
Udover skuespilleren, der i flere år har været tilknyttet Det Kongelige Teater, blev også operasolist Palle Knudsen, operasolist Niels Jørgen Koefoed Riis og økonomidirektør Marie Munk ved Det Kongelige Teater tildelt ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.
Mens solodanserne Alexander Bozinoff, Ryan Thomash og Emma Riis-Kofoed samt operasolist Clara Cecilie Thomsen og kapelmusiker Kenneth McFarlan blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen.
Ordenerne blev uddelt den 3. december, som var Ludvig Holbergs fødselsdag.