Dronning Margrethe og kongeparret går sammen: Støtter indsamling med knap en million kroner
Lørdag den 3. februar blev der igen samlet mange, mange millioner, da det store show ”Danmarks Indsamling” løb af stablen i Musikteatret i Holstebro, hvor Josefine Høgh og Johannes Langkilde var værter.
Hele 102.130.401 kroner blev der samlet ind i år.
Igen i år valgte kongehuset at støtte indsamlingen, som i år samlede ind til verdens sultne børn.
Bestyrelserne for Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond havde besluttet at støtte indsamlingen med 800.000 kroner. Det skriver kongehuset.
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond støttede med 500.000, mens Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond støttede med 300.000.
Kongehuset skriver:
”Danmarks Indsamling er en fælles årlig indsamling, der arrangeres i et samarbejde mellem Danmarks 12 største humanitære organisationer og DR. Siden 2007 er Danmarks Indsamling blevet afholdt årligt med det formål at samle ind for at hjælpe mennesker i nogle af verdens fattigste lande med at nå FN’s Verdensmål.
Under overskriften ”Hjælp verdens sultne børn” skal årets indsamling støtte de børn, som er ofre for tørken på Afrikas Horn, den globale fødevarekrise samt klimaforandringerne. Med målrettede indsatser i ni lande hjælper de 12 humanitære organisationer bag Danmarks Indsamling med at sikre, at familier i den yderste fattigdom får næringsrigtig mad og rent drikkevand samt adgang til uddannelse, viden, lægehjælp og nye klimaresistente afgrøder.
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond støtter i år Danmarks Indsamling med 500.000 kroner, og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond støtter indsamlingen med 300.000 kroner.”
Hvem er i bestyrelsen?
I Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond:
Bestyrelsesmedlemmer pr. 1 april 2021
H.M. Dronning Margrethe
Hofchef Kim Kristensen
Museumsdirektør, lic.phil. Poul Erik Tøjner
Professor, dr. jur. Linda Nielsen
Nikolaj Koppel
I Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond:
Bestyrelsesmedlemmer pr. 1. januar 2024
H.M. Kongen (formand)
H.M. Dronningen
Hofmarskal, kammerherre Christian Schønau
Dekan, Professor Maja Horst
Forhenværende minister Jann Sjursen