
Det ser drabeligt ud: Kronprins Christian og kammeraterne kan få brug for det i felten

Det kan se en smule drabeligt ud, når der er førstehjælpskursus for de nye værnepligtige på gardehusarregimentets kaserne i Slagelse.
Da BILLED-BLADETs udsendte besøgte kasernen for en måneds tid siden, var flere af de unge soldater i gang med kurset, og der var gang i førstehjælpsarbejdet ude på gangen i hovedbygningen, hvor der er undervisningslokaler og træningsfaciliteter samt kantine.

Denne undervisning med en del praktiske førstehjælpsøvelser skal Christian og hans nye kammerater igennem i løbet af deres fire måneders basisuddannelse på kasernen.

Uddannelse kan bruges efter tiden som soldat
I faget førstehjælp lærer man, hvordan man skal behandle og redde tilskadekomne.
Der vil både være fokus på skader, der er typiske i forbindelse med, at man er i aktion i felten, men også på helt almindelige skader.
Man vil således kunne bruge sin førstehjælpsuddannelse fra Hæren i andre sammenhænge efter værnepligten.
