Det må være første gang: Sådan snød Frederik og Joachim dronningen
Kronprinsfamilien og prins Joachim og hans familie samt prinsesse Benedikte tog sig rigtig godt af dronning Margrethe fredag aften, da man helt privat fejrede dronningen i anledning af 50-års regeringsjubilæet.
Dronningen troede, at hun skulle til middag lidt i otte om aftenen hos kronprinsparret i deres palæ, for Frederik og Mary havde som værter inviteret dronningen til privat jubilæumsmiddag.
Sønnerne tog fusen på dronning Margrethe
Hvad dronningen ikke vidste var, at man havde iscenesat noget helt andet for dagens hovedperson.
Således endte Majestæten til privat fest i Christian VII’s Palæ i stedet for hjemme hos kronprinsparret i Frederik VIII’s Palæ.
For at dronningen ikke skulle gennemskue det hele, så elementet af overraskelse blev ødelagt, blev en operation præget af miltær nøjagtighed og med sans for selv den mindste detalje sat i værk med Margrethes sønner kronprins Frederik og prins Joachim som hovedkræfter.
Kronprins Frederik sørgede for, at han og Mary med deres fire børn Isabella, Christian, Josephine og Vincent fra deres palæ helt uden at blive set kom over på den modsatte ende af slotspladsen til Christian VII’s Palæ.
Prins Joachim havde en smule kortere vej fra Christian VIII’s Palæ, og han stod i spidsen for sin familie bestående af prinsesse Marie og parrets børn Henrik og Athena samt Joachims store drenge prins Nikolai og prins Felix, da de skulle sniges hemmeligt ind i Christian VII’s Palæ, uden at nogen opdagede det.
Også prinsesse Benedikte kom uset til aftenens festpalæ, og hun fulgtes med største sandsynlighed med prins Joachim og hans familie.
Missionen lykkedes
Det lykkedes Frederik og Joachim at få deres respektive familier ført til Christian VII’s Palæ uden at blive set af en levende sjæl på slotspladsen eller fra vinduerne i dronningens Christian IX’s Palæ.
Og vi fra BILLED-BLADET ved altså, hvad vi taler om, for de udsendte fra Danmarks Royale Ugeblad, der havde glædet sig til at fotografere og filme kronprinsfamilien samt prins Joachim og prinsesse Marie med deres familie og naturligvis prinsesse Benedikte på vej til festmiddag, så ikke skyggen af en eneste af de mange af dronningens familiemedlemmer.
Og det på trods af at vi i timerne op til den hemmeligholdte middag var placeret ganske tæt på porten ind til det vigtigste af alle palæerne fredag den 14. januar – Christrian VII’s Palæ – som vi alle kender fra Nytårstaflet den 1. januar.
Hilste på glad og overrasket dronningen
Til gengæld kunne vi nyde at se en dronning med et meget overrasket ansigstudtryk, da Majestæten til sin store forbløffelse i sin kronebil med en velinformeret og storgrinende chauffør bag rattet ankom til Christian VII’s Palæ, hvor hele familien altså ventede.
Da dronningen ankom og smilede venligt til BILLED-BLADETs fotografer, vidste hverken vi eller Majestæten, hvad og hvem der ventede indenfor.
Det må være første gang
Kort efter blev der sendt billeder ud af dronning Margrethe omgivet af sin store familie til den private og hemmeligholdte suprisemiddag i Taffelsalen i Christian VII’s Palæ.
På kongehusets sociale medier var der i kommentarerne mange begejstrede udbrud.
- Det må være første gang, at dronningen har fået et surprise party, rørende, lød det i en kommentar, mens et par andre skrev ”Hvor er det dejligt at de kunne tage "fusen" på hende, så er det hele, trods alt, ikke planlagt helt ud til fingerspidserne” samt ”fantastisk initiativ, og hvor må det have været skønt for hele familien, særligt også børnebørnene, at de på denne måde har kunnet være med til at fejre farmor”.