Der var store smil ved gavebordet: Denne gave fik kong Frederik af kong Harald
Kong Harald har givet en meget fornem gave til den danske konge under det danske kongepars statsbesøg i Norge.
Under den officielle modtagelse på Det Kongelige Slott blev der nemlig givet gaver, og her modtog kong Frederik St. Olavs Ordenens kæde.
Allerede i 1990 blev den daværende kronprins Frederik tildelt Storkorset af St. Olavs Orden, men til ordenen hører en kæde, som kong Harald kan tildele til indehavere af Storkorset. Storkors med kæde er ordenens højeste grad.
Og det var dén fornemme gave, som den danske konge nu har fået af den norske konge.
Her ses det daværende kronprinspar med St. Olavs Orden i ordensbånd under det norske kongepars officielle besøg i Danmark i juni 2023.
Nu kan kong Frederik altså bære St. Olavs Ordenen i kæde.
Men det var ikke kun kongen, der modtog en gave. En række repræsentanter for regeringen og embedsværket samt en række af Hoffets ansatte modtog nemlig også en dekorering.