Den Kongelige Livgarde fejrer 365-års fødselsdag: Sådan blev dagen markeret af dronning Margrethe
Hendes Majestæt Dronningen markerede i dag Den Kongelige Livgardes 365-års fødselsdag ved først at overvære den traditionsrige ”Årsdagsparade”, hvorefter hun overrakte ”Dronningens Ur” til garder Anton Mondrup Langdahl.
Parade og ceremoni, hvor den 21-årige garder modtog uret for at have været en god kammerat og en dygtig soldat, faldt på en historisk dag for Den Kongelige Livgarde.
Her kunne Den Kongelige Livgarde nemlig fejre sin 365-års fødselsdag.
Den 30. juni 1658 blev regimentet, ifølge Kongehuset, oprettet af kong Frederik den 3. De fik til formål at sikre statsoverhovedet på passende vis samt være et kamptropregiment i hæren.
Det nuværende regiment var oprindeligt Den Kongelige Livgarde til Fods, idet Danmark på daværende tidspunkt også rådede over Den Kongelige Livgarde til Hest, det skriver Kongehuset på deres hjemmeside.
Ved ”Årsdagsparaden” blev der først holdt tale, hvor obersten blandt andet ærede de over 2000 gardere, der er faldet i tidens løb, ligesom han desuden, med stolthed, understregede, at man i Den Kongelige Livgarde i øjeblikket har et øget fokus på gardernes trivsel.
Herefter blev der lagt en smuk krans foran garderstatuen på eksercerpladsen ved Rosenborg Slot.
Slutteligt overrakte obersten gaver og legater, hvorefter Dronning Margrethe ankom og overrakte det velfortjente ”Dronningens Ur” til garder Anton Mondrup Langdahl.