De lokale er blevet advaret i god tid: Kronprins Christian klar til et brag af en studenterfest
Der bliver gang i den på den allermest livsbekræftende og positive måde, når studenterne fra Ordrup Gymnasium fredag tager hul på deres dimission og dermed samtidig indleder en dag, som byder på et sandt triumftog i studentervognen.
De sidste forberedelser er i gang i og ved Ordrup Hallen, hvor dimissionen for studenterne fra Ordrup Gymnasium finder sted, og beboerne i kvarteret omkring stedet har fået besked på, at fredagen den 28. juni byder på noget helt og aldeles ekstraordinært.
Kronprins Christian skal på scenen
De lokale beboere har blandt andet fået besked om, at parkeringspladsen ved Ordrup Hallen ikke kan benyttes fredag fra klokken 07.00 til 13.00, og der er også parkering forbudt andre steder nær hallen.
En af Ordrup Gymnasiums glade studenter er kronprins Christian, der fredag formiddag i Ordrup Hallen ligesom de andre studenter fra hans gymnasium, skal på scenen for at trykke rektor i hånden og modtage sit eksamensbevis.