Danmarks seje kronprins: Frederik klarede styrkeprøve
Kronprins Frederik viste mandag endnu engang, at han elsker en god udfordring, da han skulle indvie Arkitektskolen Aarhus' nye bygning på en noget alternativ måde.
Det var nemlig ikke den sædvanlige snor, der skulle klippes over, men en hammer, der skulle svinges.
Brød ud i jubel
Kronprins Frederik gik beslutsomt til sagen og med et stort smil svingede han hammeren så hårdt, at den fik klokken til at ringe ved første slag.
Det flotte slag for arkitekturen fik de mange fremmødte til at bryde ud i stor jubel.
Fornemt besøg
Udover kronprins Frederik deltog også transportminister Benny Engelbrecht, uddannelses- og forskningsminister Jesper Pedersen og borgmester Jacob Bundsgaard samt 375 inviterede gæster og 480 studerende.
- Det er sjældent, at man kan invitere så mange gæster til fødselsdag, og det er ikke hvert år, man kan fejre fødselsdag med at indvie en ny bygning, men det kan vi i dag. Danmarks første nybyggede arkitektskole, og så oven i købet på Arkitekturens Dag, sagde skolens rektor Torben Nielsen blandt andet i sin tale.