Chik prinsesse Benedikte bar wedgewood-blå silkecrepekjole
Som det eneste medlem af den danske kongefamilie foruden aftenens værter, kongeparret, deltog prinsesse Benedikte i gallataflet i anledning af den islandske præsident Halla Tómasdóttirs statsbesøg i Danmark.
Prinsessen ankom ganske kort tid inden kong Frederik og dronning Mary til Christiansborg Slot, hvor festlighederne fandt sted.
Den 80-årige prinsesse strålede, da hun trådte ind foran pressen.
Til aftenens anledning havde prinsesse Benedikte valgt at genbruge sin wedgewood-blå silkecrepekjole, kreeret af prinsessens absolutte favorit, Wichmann Couture.
Kjolen har prinsessen båret ved flere lejligheder, blandt andet til balletforestillingen "Palæerne danser", der består af fire balletstykker tilpasset Amalienborgs fire riddersales forskelligartede udtryk, i marts 2022.
Dertil bar prinsesse Benedikte det udsøgte strålediadem fra sin afdøde mand, prins Richards, familie.