Bruger timer på det: Dronningens private gave til hofdamerne
Dronning Margrethe er kendt for at være utrolig kreativ og flittig med sit håndværk.
Det blev endnu engang understreget, da hendes hofdame Jette Nordam ved Håndværkerforeningen Københavns medaljeoverrækkelse i sidste uge viste en flot gave fra dronningen frem.
Broderet taske
Således bar Jette Nordam, der har været dronningens hofdame siden starten af 2018, ved ankomsten til Københavns Rådhus en smuk og farverig taske broderet med hendes initialer JN.
- Det er en julegave fra dronningen. Alle hofdamer har sådan en, fortalte Jette Nordam.
Tidligere ambassadør
Jette Nordam er tidligere ambassadør for Danmark i Finland og har tidligere beklædt poster i Udenrigsministeriet, EU og NATO.
Hofdamen er historisk set en kvindelig personlig assistent, som ledsager det kvindelige medlem af kongefamilien ved officielle anledninger.
Dronningen har i øjeblikket fire hofdamer, som ledsager hende på skift.