Brudgommen: Nathalie i sin brudekjole var det smukkeste
Ordene strømmer begejstret ud af munden på brudgommen, da talen falder på brylluppet.
- Det var alt sammen meget smukt og spændende. Endnu bedre end vi havde forventet. En rigtig dejlig fest.
Der er især én oplevelse, som har gjort indtryk på Alexander Johannsmann, der sagde ja til sin prinsesse for anden gang - første gang blev parret viet borgerligt den 27. maj sidste år.
- Det smukkeste øjeblik var, da Nathalie trådte ind i kirken, og jeg for første gang så hende i brudekjolen. Jeg var nervøs, men det var også en rigtig dejlig oplevelse, lyder det med ømhed i stemmen.
Regn giver langt ægteskab
Selv om det var svært ikke at fælde en tåre, overlod han det til de mange fremmødte familiemedlemmer at finde lommetørklæderne frem.
- Jeg kiggede helt bevidst ikke hen til min svigermor, fordi jeg vidste, at hun og hendes søstre alle tre sad med fugtige øjne. Jeg var godt klar over, at hvis jeg så det, ville jeg også få tårer i øjnene.
- Hvordan havde De det med, at det regnede så kraftigt?
- I Tyskland har man en talemåde, der siger, at jo dårligere vejret er under brylluppet, desto længere holder ægteskabet. Det sagde vi til os selv i går, siger Alexander Johannsmann, der heller ikke dagen derpå lader sig gå på af lidt småregn.