Bo Tengberg spottet med samme afslørende detalje som kong Frederik
Han har efterhånden indtaget et par bonede gulve, besøgt en del lande og mødt et væld af prominente personer.
Bo Tengberg har fået set lidt af verden, siden hans hustru, Mette Frederiksen, blev statsminister i 2019, og torsdag gik turen til Normandiet i Frankrig.
Her sluttede parret sig til kongelige og stats- og regeringschefer fra hele Vesten, som tog del i markeringen af 80-året for D-dag. Blandt andre kong Frederik, som ligesom Bo Tengberg og Mette Frederiksen overværede den store internationale ceremoni på Omaha Beach.
Under arrangementet blev kong Frederik spottet med en lille pin med et motiv i sorte og røde farver, som vi ikke har set før.
Det er en form for VIP-pin, som blev uddelt af arrangørerne. Den signalerer, at personen, som bærer den, har en vis status, og dermed skal have adgang til forskellige områder og bestemte stolerækker.
Det var derfor ikke kun kongen, men også andre prominente personer på forreste række, der bar den afslørende detalje under den internationale ceremoni – også statsministerens mand, Bo Tengberg.
Bo Tengberg og Mette Frederiksen blev gift i 2020. Til daglig arbejder han som filmfotograf.